Vi er her for dig, der er tæt på én med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.

Vi ved, hvordan det er at være pårørende. Vi ved, hvor vigtigt det er få hjælp og støtte – og at mærke, at man ikke er alene! Derfor arbejder vi for, at du kan få både viden, konkrete redskaber og mulighed for at møde andre i samme situation.

Vi taler pårørendes sag i kommunen
Vi har dialog med politikerne og er repræsenteret i forskellige råd og udvalg både kommunalt og regionalt. Her arbejder vi for:

  • At pårørende inddrages i udrednings- og behandlingsforløb
  • At alle pårørende har tilbud om tilstrækkelig støtte og hjælp
  • At flere pårørende får viden om psykisk sygdom og recovery, så tabuer nedbrydes
  • At psykisk sygdom ligestilles med fysisk sygdom, og de psykisk syge og mennesker med psykiske funktionsnedsættelser får den samme behandling som somatiske sygdomme.
  • At psykisk sygdom og pårørendes vilkår placeres højt på den politiske dagsorden i hele Region Hovedstaden.

Gennem flere år har vi arbejdet for at der blev oprettet et Psykiatriråd i Egedal kommune – og det er nu blevet en realitet! Vi glæder os til at løfte arbejdet for pårørende herigennem!