Noget af det mest frustrerende og smertefulde som pårørende er at kunne se, at ens barn, partner, forælder eller søskende har det dårligt – uden at personen selv oplever det sådan eller anerkender alvoren.
Måske bliver din kære vred, når du udtrykker bekymring. Måske afviser vedkommende behandling eller opfordringen til at søge hjælp. Og måske føler du dig magtesløs og alene. Situationen kan skabe konflikter, der slider på relationen, og ofte er pårørende bange for, at situationen forværres.
Mange pårørende oplever det som et svært dilemma – Skal jeg presse på – og risikere at ødelægge relationen? Eller skal jeg trække mig – og risikere, at det bliver værre?
Der findes sjældent én rigtig løsning. Situationer er forskellige. Det vigtigste er, at du ikke står alene med ansvaret. Du kan støtte, udtrykke bekymring og skabe tryghed – men du kan ikke tvinge en erkendelse frem hos din kære.
Hvad betyder manglende sygdomsindsigt?
Manglende sygdomsindsigt er almindeligt ved flere psykiske lidelser. Manglende sygdomsindsigt betyder, at personen ikke selv oplever eller anerkender, at der er tale om en psykisk sygdom.
Det ses især ved:
- Skizofreni
- Bipolar lidelse (især i maniske perioder)
- Svær depression
- Nogle personlighedsforstyrrelser
- OCD
I nogle tilfælde skyldes det, at sygdommen påvirker evnen til at vurdere sig selv realistisk eller at ens symptomer opleves som helt valide og virkelige. For personen føles oplevelsen ofte helt virkelig og logisk.
Når der opstår konflikt
Konflikter i familier med psykisk sygdom kan hurtigt eskalere. Læs en konkret guide til at tale en konflikt ned
Hvad kan jeg gøre som pårørende?
Som pårørende kan det virke naturligt at forsøge at overbevise med logik. Men det virker sjældent og kan derimod få din kære til at trække sig og jeres konflikter kan blive forværret.
Her kan du få råd til, hvad du kan gøre i stedet.
1. Skift fokus fra “du er syg” til “jeg er bekymret”
I stedet for at diskutere (en mulig) diagnose kan du fx sige “Jeg kan se, at du ikke sover” eller “jeg bliver bekymret for dig, for du virker til at være presset.” På den måde taler du ud fra dine oplevelser og den bekymring du har over den lidelse, din kære oplever.
2. Tænk i små skridt
Overvej de første skridt og tænk på, om du måske kan sænke ambitionsniveauet. Fx er første skridt nok ikke, at din kære skal i behandling. Men derimod kunne første skridt fx være at få en tid hos egen læge, ringe til en rådgivningslinje eller få en snak med en neutral tredjepart. Når I starter med små skridt, kan det være mere overskueligt at begynde.
3. Søg viden og støtte selv
Husk på at du som pårørende hverken kan eller skal stå alene. Der findes også steder, hvor du kan få hjælp, støtte og ventilation for dine bekymringer eller frustrationer. Du kan fx overveje at:
- Kontakte rådgivningstilbud – fx Bedre Psykiatri eller mere diagnosespecifikke foreninger
- Deltage i samtalegrupper med andre pårørende
- Få psykoedukation
- Tale med egen læge – og evt få henvisning til 10 samtaler ved en psykolog.
Derudover kan det være gavnligt at spørge sig selv: Hvor går mine grænser? Hvad har jeg brug for, hvis jeg skal være i den her relation? Hvem kan jeg trække på, som støtter mig? Vær gerne så konkret som muligt og skriv det ned – det gør det nemmere at forholde sig til og fortsat huske. Det kan være ekstremt belastende at leve tæt på et menneske uden sygdomsindsigt. Derfor er det helt afgørende, at du også passer på dig selv.
Hvornår bliver det akut?
Der er nogle pejlemærker du kan gå efter, når du skal vurdere, om situationen er akut. Det kan fx være, hvis personen:
- Er til fare for sig selv eller andre
- Har selvmordstanker
- Er svært psykotisk eller manisk
- Ikke kan tage vare på basale behov
I de tilfælde kan det være nødvendigt at kontakte:
- Egen læge
- Lægevagten
- Akut psykiatrisk modtagelse
- Livslinjen eller 112 ved akut fare
