Diagnosen fik oprindeligt navnet borderline, fordi man mente, at sygdommen var i grænsefeltet mellem psykose og neurose.
De fleste, der bliver ramt af borderline som unge, får det bedre i løbet af livet, og mange får med tiden et normalt liv med familie, fællesskab og arbejde. Men det er afgørende, at personlighedsforstyrrelsen bliver opdaget tidligt, og at man får den hjælp og behandling, man har brug for.
Hvem bliver ramt af borderline?
Læs om, hvordan du som pårørende hjælper én, der er ramt af borderline
Ligesom de fleste andre psykiske sygdomme, rammer borderline som regel i ungdomsårene. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 1,6 pct. af befolkningen borderline. Flere kvinder end mænd får diagnosen borderline. Men mange mener, at det er fordi mænd og kvinder reagerer forskelligt på sygdommen, og at de mænd, der får den, får andre eller ingen diagnoser.
Borderline er til en vis grad arveligt. Men i modsætning til de fleste andre psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser kan opvæksten – særligt i de tidlige år – have betydning for, om man udvikler personlighedsforstyrrelse – herunder borderline.
Symptomer på borderline
Der er stor forskel på, hvordan borderline kommer til udtryk, og hvor invaliderende symptomerne er. Blandt de almindelige symptomer er:
- Impulsive reaktioner uden konsekvensberegning
- Impulsive beslutninger i følelsesmæssige situationer
- Følelser bliver hurtigt meget stærke og er svære at regulere
- Man reagerer kraftigt på stress eller konflikter og har svært ved at “ryste ting af sig”
- Problemer med at sætte realistiske mål og opnå dem
- Man er bange for at blive afvist eller forladt og for at blive alene
- Intense og ustabile relationer. Man kan ofte komme til at gå i yderlighederne og enten sætte andre op på en piedestal og betragte dem som noget overdrevet positivt eller det modsatte – at se personen som noget negativt, der skuffer eller har mange fejl eller negative sider (idealisering og devaluering).
- Er man i affekt, har man svært ved at vurdere situationen og kan reagere med intens vrede
- Tomhedsfølelse og usikkerhed om hvem man er. En manglende indre kerne.
- Ved høj affekt kan nogle opleve kortvarige hallucinationer eller paranoia
- Tilbøjelighed til at tilsidesætte andres behov eller grænser
- Selvskadende adfærd (som fx seksuel adfærd, alkohol og stoffer, overspisning, hasarderet kørsel)
Behandling
- Samtaleterapi
Den vigtigste behandling for borderline er terapi. Terapien sigter blandt andet på at lære at forstå, og regulere sine følelser og handlinger, at kunne sætte sig ind i og rumme andre menneskers reaktioner og at få gode relationer til andre.
- Schematerapi
Man bruger schematerapi til at arbejde med uhensigtsmæssige mønstre, som er opstået i barn- og ungdom. Et schema dækker over den måde, vi som mennesker forstår os selv og omverden helt grundlæggende. Disse schemaer kan være dysfunktionelle og resultere i, at man reagerer uhensigtsmæssigt, fordi de skaber en lidelse for vedkommende. Det kan for eksempel være, at man har et schema, der handler om frygten for at blive forladt. Hvis der så sker noget, som aktiverer dét schema, så kan man komme til at reagere voldsomt. Med schematerapi arbejder man med at lære sine schemaer at kende og blive opmærksom på de uhensigtsmæssige reaktioner og mønstre, som de giver anledning til. Herefter ser man på alternative måder at tænke og handle på.
- Psykoedukation/undervisning
Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.
- Medicin
Der er ingen medicin, der er særligt beregnet til at behandle borderline eller andre personlighedsforstyrrelser. Men nogle mennesker med borderline har gavn af medicin til at dæmpe følgerne af nogle af de sygdomme eller følelser, der kan følge med borderline – især depression, angst eller voldsomme humørsvingninger.
