Når samarbejdet bliver vanskeligt

Man kan let blive vred eller frustreret, når man ikke kan få den hjælp, man mener, at man selv eller ens barn har brug for. Og mange får i de situationer lyst til at reagere – fx ved at klage, ringe til sagsbehandlerens overordnede, kontakte politikere, gå til pressen eller andet. Overordnet er det en god ting at kæmpe for bedre hjælp, og generelt vil dem, der er bedst til at begå sig i systemet, være dem, der får den bedste hjælp.  

Men at begå sig i systemet er ikke nødvendigvis lig med at skabe konflikt eller at klage mest muligt. Det er vigtigt at lære at bruge kræfterne bedst muligt og at justere konfliktniveauet efter situationen. Det er der ingen formel for, men der er nogle overvejelser, som måske vil gøre det lettere eller hurtigere at lære.  

Sådan klager du 

Du har altid mulighed for at klage over en afgørelse. I de fleste typer af sager, har du ret til, at sagen bliver vurderet igen. I afgørelser om specialundervisning eller sociale foranstaltninger vil en klage i de fleste tilfælde føre til en revurdering og en afgørelse i Ankestyrelsen, hvis kommunen fastholder sin beslutning.  

Læs mere om reglerne for klager, og hvordan man gør.

Forstå reglerne 

Det vigtigste sted at starte er at sætte sig ind i reglerne og mulighederne. Det er svært og nogle gange uoverskueligt, men det styrker dig i diskussionerne, hvis du kender systemet lige så godt som dem, du diskuterer med.  

Forbered dig 

Bed om en dagsorden eller et formål, inden du skal til møde eller tale med skoleleder, sagsbehandler eller andre myndighedspersoner. Det giver dig både mulighed for selv at foreslå punkter til dagsordenen og for at forberede dig på, hvad du mener eller vil have ud af de punkter, I skal tale om.  

Undgå unødvendig konflikt 

Vær vedholdende og gerne kontant, men gå efter bolden og undgå så vidt muligt at blive ubehagelig eller vred. Stort set alle, du kommer til at tale med, vil gerne hjælpe og gør det så godt de kan under de vilkår, de arbejder under. Det fungerer ofte godt at anerkende deres udgangspunkt og deres begrænsninger. Det betyder ikke, at du skal acceptere beslutninger eller acceptere en præmis, du er uenig i.  

Opad i systemet 

Alle har en chef, der bestemmer mere. Læreren til skolelederen. Skolelederen til én i forvaltningen. Sådan kører det hele vejen op til politikerne i kommunen og i sidste ende Christiansborg. Du kan altid spørge, hvem der sidder højere oppe og du kan altid kontakte vedkommende. Og nogle gange kan det have effekt. Men pas med at gå den vej for tidligt. I mange situationer er det med til at skrue konfliktniveauet op, og det skal man ikke gøre, før andre muligheder er udtømte.  

Kontakt til politikerne 

Det er en mulighed at skrive eller ringe til politikere i kommunalbestyrelsen – fx dem, der sidder i kommunens børne- eller skoleforvaltning. Nogle gange kan det medvirke til at politikerne stiller spørgsmål til forvaltningen, og at det medfører et nyt syn på sagen og måske nye afgørelser. Men det er meget individuelt, hvor villige politikerne er til at gå ind i konkrete sager, og der er meget stor forskel på, hvad du kan få ud af det. Under alle omstændigheder kræver det, at du har en god sag. Politikerne får mange henvendelser, og de er ofte dygtige til at gennemskue, om der er grund til at se kritisk på de beslutninger, der er truffet.  

Pressen og sociale medier 

Nogle bliver så frustrerede, at de forsøger at dele deres frustration offentligt. Fx gennem læserbreve, journalister eller sociale medier. Det kan ingen forhindre dig i, og i få sager, hvor beslutningerne føles umiddelbart uretfærdige for mange mennesker, kan det have effekt.  

Men det er meget ressourcekrævende, og det kan have omkostninger for dig og dit barn at være et offentligt samtaleemne. Så overvej grundigt, om kræfterne kunne have været bedre brugt på noget andet. Og overvej om det i sidste ende vil have for store omkostninger.